Mine personlige fortæller fra min egen vej igennem The spiral path...
Efter min fars død kort forinden, mærkede jeg et stærkt behov for at sætte mig selv fri at de pæne pudsede facader, som indtil den dag havde defineret mig udadtil. En del af mig følte det var vanvid at få en tatovering. Og så fra håndled til albue, hvor den ikke kan skjules. Men jeg havde følt mig kaldet længe til at gøre det, og tatoveringens budskab var et commitment til mig selv. Tatovøren spurgte flere gange, om jeg var helt sikker på, at den ikke skulle vende modsat, da den ellers vender på hovedet for andre menneskers blik. Men jeg insisterede. Tatoveringen er for og til mig, og ikke til ære for andre.
“May the pure light within you, guide your way on” står der på trinene til trappen som fører til en snoet lang vej op i et strålende lys. Sat Nam betyder “truth is my identity”.
Jeg tog forbi den skønne sjæl Pia Nissen igår, til en lidt dybere sparring om mig selv og min vej i livet lige nu ❤️ Det er så vigtigt selv at søge sparring og modtage hjælp fra andre, når man som jeg, altid bruger energi på at hjælpe andre på deres vej. Der skal være balance mellem at give og modtage...
Ja, alt handler faktisk om balance ☯️
Og pludselig bryder vi igennem... pludselig går det stærkt. Nye døre brager op. Det bliver nemmere. Vi ser resultater. Muligheder opstår som perler på en snor. Nye relationer får plads. Og en ny selvfølelse vokser indefra. Flow, tempo, liv, håb, begejstring...
It is the spiral path in life!
...for at være tæt ved min fars side, igennem hans sidste svære tid. Det blev den hårdeste prøvelse i mit liv indtil nu! At vente på døden, uden at vide hvor længe. At gennemleve min fars dybe proces tæt ved hans side, uden at kunne hjælpe ham ud eller igennem ...men blot støtte ham igennem hans fysiske og følelsesmæssige smerter til det sidste åndedrag.
Undervejs blev jeg bekendt med en uddannelse på Bali til april, som jeg følte mig stærkt kaldet til at tilmelde mig, uden at vide, om det blev muligt at tage afsted. Men det blev mit lys igennem en mørk tid🌟
Min far åndede ud i slutningen af november. Jeg fik en slem hovedpine dagen efter, som varede i 4 måneder. Måske en fysisk manifestation af dyb udmattelse og sorg på samme tid.
I april rejste jeg til Bali og blev en del af en gruppe på 35 smukke sjæle fra hele verden. Vi skulle sammen gennemgå en intens Shamanistisk yogalæreruddannelse kombineret med en dyb personlig proces med åndedrætsterapi. Jeg blev hvirvlet direkte ned i mit eget indre dybe hav af sorg og frisættelse på samme tid. Vi mødte kl 7-21 hver dag, startende med yoga og meditation hver morgen. “Vedholdenhed er vejen til frihed” blev min underviser ved med at sige. Alle yogatimer slutter med den liggende hvilestilling, -også kaldet Dead man pose. De første dage jeg hørte disse ord, blev jeg ufrivilligt i mit indre, sendt direkte tilbage til min fars dødsleje, og brød grædende sammen på min yogamåtte.
Jeg arbejdede mig stædigt, men selvkærligt og tillidsfuldt igennem daglige smerter i min krop. Mødte op til hver eneste undervisning. Har oplevet det som sorg, der flyttede sig over en periode på 5 uger fra hovedet til nakken, ned igennem ryggen, satte sig i lænden, videre ned i højre lyske om på forsiden af låret, videre ned i knæet. Højre side = maskulin = far.
Undervejs begyndte jeg at vise mig ærligt og sårbart åben overfor min gruppe. Afslørede min inderste usikkerhed og satte mig selv fri, ved at svede til morgenyoga i bar mave, på trods af mine kærlige strækmærker og bløde hud, i blandt alle de unge smukke yogier. Det tog mig at par uger at samle mod til at smide den top i varmen. Hvilket kan virke så ligegyldigt set i bakspejlet, men det blev for mig et symbol på at tage min maske af. Jeg valgte at hvile i min uperfekte skønhed. Jeg begyndte at stråle og alle bemærkede det. Jeg delte modigt mine refleksioner på trods af sprogbarrierer, og jeg oplevede at alle lyttede og ville høre mere.
Midtvejs fyldte jeg 40 år. Jeg følte løbende et skift i mig. Som om noget meget dybt i mig gav slip og jeg udvidede mig. Der blev plads. Plads til et nyt kapitel. En ny selvsikkerhed. En ny og stærkere motivation til at sætte mit unikke og kærlige aftryk på verden igennem mit liv og mit arbejde. Vi har alle en historie at fortælle, som kan inspirere og hjælpe mange andre mennesker videre på deres vej. Jeg føler det er min sjælelige pligt at begynde at fortælle min historie og dele min stemme mere frit.
Jeg er netop kommet hjem fra Bali. Nu med to nye certifikater til min samling og mange flere redskaber i min indre værktøjskasse til at hjælpe andre mennesker på deres vej. Det er min passion. Og jeg kan med stolthed sige, at jeg altid har gået den lange vej selv, før jeg hævder at kunne hjælpe andre. Smerterne i min krop slap helt, dagen før jeg rejste hjem.
Shaman betyder “The wounded healer”. Helbrederen, som selv har gået den lange vej igennem den sorte nat og sine egne traumer.
Jeg føler mig genfødt. Ny og ren. Motiveret og klar. Udfordringen er nu at fastholde energien og grundfæste den herhjemme. At finde en måde at lade mit nye jeg komme til udtryk og forene det med mine gamle rammer, relationer og klienter, som har ventet på jeg skulle vende hjem.
Jeg er hjemme igen, men i en ny form... i en højere vibration. Det er min intention løbende at dele mere ærligt og åbent end før, hvad jeg har på hjerte ❤️
Må de, der ser mit lys, have modet til at se, at det blot er en reflektion, af deres eget lys 🌟
Kærlighed til dig far ✨❤️✨
Og tak til dig, fordi du læste med helt til enden 😘
Kærligst Freyiia