Medafhængighed - og vejen ud... en serie af opslag fra min facebookside, som jeg har samlet her... flere følger...
Medafhængighed🌿 #1
En betegnelse som bruges om de mønstre der opstår i et menneske, der er pårørende til en nærtstående med enten misbrug, fysisk eller psykisk sygdom inde på livet - typisk i barndommen.
Jeg har selv disse mønstre inde på livet, og oplever at det nærmest er en almen folkelig tilstand i vores generationer. Jeg ser mønstrene i mine nærmeste, venner og klienter. Overalt forbundet med skyld, skam og tabu.
Og hvorfor siger jeg så det? Fordi jeg oplever de kollektive energier virkelig puster til disse mønstre i os alle lige nu. Ikke for at pege fingre eller placere skyld, men fordi det er tid til at tage ansvaret for vores eget liv hjem til os selv!
Mange er ikke engang bevidste om deres egen medafhængighed, fordi det har været skjult og ubevidst i barndommen, at man ikke har følt sig tryg pga omstændighederne. Vi elsker jo vores forældre og ved, at de har gjort det bedste de kunne! JA, men hvor efterlader det os, hvis vi blot tænker det er vores skæbne og ubevidst viderefører de mønstre til vores egne børn?
Ikke mere snak om alt det vi er ofre for. Om alt det, der ikke er vores egen skyld. Om alle de narcisister og misbrugere vi har det med at tiltrække i vores voksne liv. Det handler ikke om dem. Narcisisten er selv blot et svigtet barn, hvis mønstre spejler os helt perfekt og derfor bliver vi tiltrukket af hinanden. Fordi vi ubevidst allesammen forsøger at reparere vores tidligste følelsesmæssige sår, ved at genspille mønstrene i de samme roller. Nu blot med andre statister, men med samme udfald. Vi kan ikke ændre eller redde dem. Forholdet bliver ikke bedre med tiden, så længe vi er fanget i mønsteret. Vi kan kun redde os selv!
Nu handler det om at tage ansvar for vores eget liv og rense vores egne sår, hvis vi har et reelt ønske om, at bryde vores mønstre.
Vi medafhængige skal erkende, at vi selv er ubevidste misbrugere, indtil vi tager ansvar for det. Altid på jagt efter kærlighed og anerkendelse, fordi vi dybest set ikke føler os gode nok. Altid selv på jagt efter et fix, kamufleret som en pleaser, der elsker for meget og mister sig selv ind i et forhold. Vi er antennebørn og verdensmestre i at mærke andres behov. Vi sniger os ind i folk med træsko på og opfylder deres behov, uden vi er blevet bedt om det, blot for at høste anerkendelsen og følelsen af at være et godt menneske. Vi giver og giver for at indkassere det vi selv mangler! Det er ikke det samme, som at modtage den kærlighed vi dybest set længes efter...
Så følelsen af at være elsket forbliver en forvirring. Altid uforløst og aldrig tilfredsstillende. Fordi den dybe utryghed er der stadig. Behovet for den evige kontrol og angsten for at miste. Som bliver til små manipulerende spil og en konstant snurretur i dramatrekantens hamsterhjul mellem redderen, offeret og krænkeren.... kender du det også?
Jeg kommer til at dele meget mere om dette emne. Og dele redskaber til selvhjælp. Jeg mærker et stærkt kald til at begynde at dele de mest personlige dele af min historie, fordi der er brug for det. Jeg har gået en lang vej for at bryde igennem tågen og finde vejen ud i kærlighedens lys. Den sidste måneds begivenheder og indre proces, har skudt mig med raketfart op i klarhedens lys, og jeg ser hele min tidslinje mere klart end nogensinde før!
Tanker fra et barn til to kærlige forældre igennem livets hårde omstændigheder✨
Vejen ud af medafhængighed🌿
Første skridt: Erkendelsen - kom hjem på egen banehalvdel! #2
Forleden skrev jeg om medafhængighed. Jeg skrev om, at det er tid til at tage ansvar for vores egen helbredelse. Tage ansvar for at stoppe de dysfunktionelle mønstre, som igennem adskillige generationer er givet videre. Kigge indad og erkende, at vi selv må udbedre de utilsigtede skader på vores tidlige tilknytningsmønstre, i stedet for ubevidst at genspille vores rollemønstre fra barndommen, og dermed blot give dem videre.
Vejen ud af medafhængighed starter med erkendelsen af hvor destruktivt et mønster vi selv har! Uden omsvøb! Viljen til kun at kigge på sig selv - og fjerne fokus fra alle de andre. Og det lyder nemmere end det er. Mønsteret for den medafhængige er jo netop, at være ovre på de andres banehalvdel hele tiden.
Det kan være en dybt chokerende erkendelse, at indse at alt hvad der foregår omkring os, udspringer af vores egen indre adfærd. At alt og alle i vores nære ydre verden afspejler vores egen indre verden. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad vi vinder ved at skabe utrygge relationer omkring os? For der er altid en usynlig gevinst gemt under overfladen, som vi ubevidst er på jagt efter. Ellers gjorde vi det ikke!
Medafhængighed er forbundet med en stærk følelse af at være redder, offer eller krænker. Oftest som i en karrusel, hvor rollerne skifter imellem parterne. Inderst inde lever den medafhængige med et konstant håb og en længsel om at alt bliver bedre, hvis de bare holder ud længe nok. Alt imens de gør alt i deres magt, for at alle omkring dem, har det godt. Den medafhængige glemmer bare sig selv... dræner sig selv... sidder tilbage med en dyb følelse af at være utilstrækkelig... og kæmper derfra videre for at gøre sig fortjent til kærlighed. Og bagsiden af medaljen er, at dem de forsøger at please, ofte føler sig krænket eller fastlåst i en offerrolle, fordi de ikke har bedt om at blive reddet. Det er misforstået omsorg i en nøddeskal.
Det er det psykologiske mønster, der skabes i et barn der vokser op i en følelsesmæssig utryg verden. At vente på alting blev bedre, mens de selv gør en gigantisk indsats for at være det nemme barn i familien, der glatter alting ud, når følelserne eller stemningen bliver for ubehagelig at være i. Barnet som forstår at opfylde de andres behov, og på den måde forsøger at opnå en følelse af anerkendelse og at være ‘god nok’.
En følelsesmæssig utryg barndom påvirker et barn til ubevidst at skabe stærke overlevelsesmekanismer, for at kunne holde ud at være i det. Når et barn ikke lærer at rumme egne svære følelser - som frygt, sorg og vrede - men tværtimod oplever at de forværrer tilstanden i familien ved at udtrykke dem, begynder de at undertrykke dem og vende dem indad i stedet. Det sker fordi barnets voksne rollemodeller heller ikke selv formår at håndtere svære følelser, og dermed ikke kan lære det fra sig. Så barnet bliver verdensmester i at undertrykke dem og kontrollere dem. De flygter fra den indre følelsesmæssige smerte, ud i ydre handling, kontrol og stimuli. Samtidig med de ofte har en meget hård og dømmende privat indre dialog med sig selv. De straffer sig selv, hvis de føler de har fejlet 💔
Det medafhængige barn lærer derfor helt grundlæggende ikke at mærke sine egne behov, men at tilfredsstille andres behov, i et misforstået forsøg på at tilfredsstille sig selv.
Som voksen fortsættes dette mønster ubevidst. Ofte husker den medafhængige voksne dårligt sin barndom og har en stærk trang til at kontrollere egen og andres adfærd. Dette for at undgå at blive konfronteret med den indre smerte de for mange år siden lærte at kontrollere og holde i skak. Og pga frygten for at miste. Hellere holde fast i det dysfunktionelle end at stå alene tilbage og blive tvunget til at mærke sig selv.
Men smerten indhenter en, når man som voksen ikke formår at indgå i sunde ligeværdige relationer. Man begynder at undre sig over hvorfor det aldrig fungerer og altid ender i drama. Hvorfor man altid falder for ‘den forkerte type’. Den medafhængige har ofte svært ved at se sin egen del af ansvaret. De finder ofte sig selv i en relation med en partner, som de kan redde eller fikse. Som skal hjælpes, elskes og blot have tid nok, før ‘alting nok skal blive godt’. Ofte er der misbrug, løgne, skænderier, utroskab ind over, fordi forholdet ikke er bygget på kærligt og ærligt nærvær, men derimod på umiddelbar behovstilfredsstillelse. En lappeløsning hvor begge parter ubevidst bruger hinanden i et forsøg på at fylde deres eget indre fortrængte tomrum. Skruen uden ende, som kun borer et dybere og dybere hul.
Første skridt ud af det, består i at vende fokus ind mod sig selv og sit eget hjerte. Række ud efter hjælp til at gennemgå den smertefulde selverkendelse og afvænning. Begynde den lange vej hjem til sig selv. Starte helt forfra. Derfra hvor man som barn mistede kontakten med sine egne behov.
Begynde at lære, hvordan man mærker sine egne behov. Og tillader sig selv at prioritere dem! Heale sit indre barn. Begynde at træne sig selv i at være nærværende med sine svære følelser i fuld accept og kærlighed til sig selv.
Den gode nyhed er, at der er lys for enden af tunnelen. At det er muligt at tillære sig sunde tilknytningsmønstre. Det er aldrig for sent. Det er muligt at lære at elske sig selv - og dermed tiltrække sunde kærlige relationer❤️
Vejen til selvkærlighed 🌿
...er vejen ud af medafhængighed #3
Jeg har den sidste uge skrevet nogle opslag om medafhængighed her på min væg. Om hvordan en skadet tilknytning hos det lille barn, i de fleste tilfælde udvikler sig op igennem voksenlivet til en ensom medafhængighed i de nære relationer. Og at det vigtigste step for at komme ud af dysfunktionen er selverkendelsen og at vende blikket indad.
Men hvad så, når vi har erkendt, at vi ikke kan finde ud af at indgå i sunde ligeværdige nære forhold som voksne? Når vi endelig HAR accepteret stemplet i panden, som én med medafhængige mønstre?! ...Hvordan tager vi selv ansvar for at helbrede vores inderste skamfulde mistillid til, at vi ER værd at elske uden at skulle anstrenge os? Hvordan slipper vi den knugende angst for at miste, når vi risikerer at stå alene tilbage i den konfronterende tomhed? Hvordan slipper vi behovet for kontrol og forudsigelighed, når tanken om uvished er så smertefuld? Og størst af alt - hvordan stopper vi den ubevidste jagt på anerkendelse, når den føles lige så basal som vores vejrtrækning?
Svaret er simpelt: Nærvær
Nærvær med os selv! Nærvær med vores følelser. Nærvær med vores krop. Nærvær med vores behov. Nærvær med vores længsel. Nærvær med vores smerte. Nærvær med vores abstinenser. Kærligt nærvær med vores mest skamfulde tanker. Nærvær med vores frygt. Nærvær med os selv i ensomheden.
Nærvær med enhver følelse der rejser sig i vores krop! Lyt. Bliv i det. Observer dig selv. Sid med smerten. Mærk dig selv. Uden at reagere. Hold dig selv kærligt, som du ville holde dit barn, hele vejen igennem det. Træk vejret ind i det. Opdag hvordan enhver ubehagelig følelse hurtigt bliver mindre og helt transformeres, hvis du tør være nærværende med den længe nok.
Vi kan ikke være nærværende med et andet menneske, dybere end vi kan være nærværende med os selv.
Så start med at give dig selv det nærvær du længes efter fra en anden...
En følelse kan aldrig være forkert uanset hvor ubehagelig den er. En følelse kommer altid med et budskab og helbredelsen starter lige præcis der, hvor vi søger ind i nærværet med følelsen, i stedet for at flygte fra den ❤️
Fortsættelse følger om næste step ud af medafhængighed; at turde afsløre dig selv!
Modet til af afsløre sig selv🌿
-er vejen ud af medafhængighed... #4
Som en fortsættelse til mine tidligere tre opslag om medafhængighed... er endnu et afgørende skridt på vejen ud af medafhængighed, at finde modet til af afsløre sig selv!
Afsløre hvad? - tænker du måske...
De medafhængige mønstre medfører en stærk perfektionisme og kontroladfærd, da det har været de væsentligste overlevelsesmekanismer op igennem barndommen. Perfektionisme og kontrol dækker over en dyb hemmeligholdt skam... En dyb frygt for en dag at blive afsløret, som det uværdige menneske, man i virkeligheden føler sig som, inderst inde...
Som barn lærte den medafhængige at tilpasse sig ubetinget til omgivelserne, i et forsøg på at skabe mest mulig forudsigelighed i en utryg verden.
Når tingene alligvel er væltet og dysfunktionen brudt løs i hjemmet, har barnet følt sig ansvarlig. Selvom det udefra set er åbenlyst irrationelt, at barnet skulle være ansvarlig, så er det præcis, hvad der foregår i barnets indre verden.
Den konstante anstrengelse for at bevare den gode stemning, fører til en følelse af nederlag og selvbebrejdelse, over at have trådt forkert og udløst krisen. Tankerne kværner om, hvad de kunne have gjort eller sagt anderledes. “Hvis jeg dog bare havde holdt kæft... - jeg siger aldrig noget mere!” En dyb følelse af skyld og skam over ikke at være god nok, bliver til den grundlæggende identitetsfølelse op igennem livet. En streng indre dommer får fast plads i den indre dialog.
Som voksen medafhængighed har dette mønster akkumuleret sig til et meget skrøbeligt selvværd. Den medafhængige voksne har fra barns ben lært at anstrenge sig, for at fremstå på en bestemt måde, for grundlæggende at føle sig god nok. Den medafhængige vurderer sin egen præstation, ud fra hvor meget anerkendelse, de får fra deres omverden. Føler de sig ikke vellidt, kritiserer de sig selv voldsomt og anstrenger sig endnu mere. Altid med en intens indre dialog om, hvad de kunne have gjort anderledes i situationen...
-Så hvordan bryder vi den onde cirkel?
Vi finder modet til at begynde at afsløre vores indre hemmelige jeg. Vi finder modet til at bekende vores inderste tanker og følelser, overfor dem vi føler os mest trygge ved. Vi begynder at erfare, at vi ikke bliver udstødt, selvom vi viser vores sande jeg. Vi begynder at mærke følelsen af, at være vellidt og accepteret, uden at behøve spille en rolle. Vi bliver mere bevidste om, hvor ofte vi pr. automatik pynter på historier, undlader at fortælle detaljer eller fordrejer sandheder en smule. Vi finder dernæst modet til at undskylde og gå til bekendelse, når vi tager os selv i det. Vi lærer at rumme vores egen skam kærligt og tysser på den indre dommer. Vi begynder at tåle afvisning. Vi forstår at alle ikke behøver kunne lide os, for at være gode nok. Langsomt lærer vi at elske os selv og føle os værdige. Selvværd opstår nu naturligt.
Min søn spurgte mig som kun 3-årig med munden fuld af pizza; “Mor, vil sandheden altid sætte mig fri?” Jeg glemmer aldrig det øjeblik! Han havde hørt sætningen fra en elefant i en tegnefilm...
Kort efter dukkede denne sætning op i min verden; “Du er kun så syg, som de hemmeligheder, du bærer rundt på”...
Jeg har igennem mange år nu erfaret, at et ærligt og autentisk menneske, altid KUN bliver mødt af respekt. Altid! Men det skal udleves, for at erfares...
Sandheden vil altid sætte dig fri...
Slip kontrollen og få tillid til livet 🌿
-er vejen ud af medafhængighed... #5
Som opfølgning til mine tidligere opslag om vejen ud af medafhængighed, er næste vigtige skridt, at slippe kontrollen og opbygge tillid til livet.
Jeg taler om den bidende trang til kontrol, som kan blive altødelæggende for ethvert forhold og evnen til at opleve spontan glæde i livet. Den kontrol som straks vækker stærk bekymring i os, når en nærtstående ikke er på pletten som forventet. Kontrollen som straks aktiverer bekymring og katastrofetanker. Kontrollen som skaber hjertebanken og svedige håndflader, når en uventet situation opstår i andres påsyn. Kontrollen som får det til at klø i fingrene, for at overtage og løse alle opgaver selv. Kontrollen som bliver ulidelig at være i, når vi pludselig bliver udsat for andres larmende tavshed. Kontrollen som bliver til afmagt, så vi kommer til at tæppebombe en anden med beskeder eller opkald i desperation. Kontrollen som mener at vide, hvad der er bedst for alle andre at gøre. Kontrollen som ikke kan bære tavshed på sengekanten, når vi ikke ved, om vi dermed er købt eller solgt næste morgen.
Kontrollen er et udtryk for det indre barns tidlige utrygge tilknytning. Når et barn i en dysfunktionel familie ikke føler sig følelsesmæssigt tryg, er det en naturlig overlevelsesmekanisme, at forsøge at tage styringen. For at beskytte sig selv fra de uforudsigelse svære følelser, som enhver krise vækker. For at beskytte sig selv, fra at blive afsløret som uværdig til kærlighed.
I mit tilfælde var det min mors kroniske muskelsygdom som blev den uforudsigelse utryghed. Jeg vidste aldrig, hvornår hun havde overskud, eller om jeg kunne finde hende i sengen med sin iltmaske. I lange perioder var hun indlagt. Jeg var bange for hun ikke kom hjem igen. Hvis hun faldt, kunne hun ikke selv komme op igen. Jeg husker da min far fandt hende ud i haven, hvor hun havde ligget længe på jorden i regnvejr og forsøgt at få min opmærksomhed ved at kaste en lille skovl hen på terrassen. Jeg sad inde i stuen ved terrassedøren og legede. Men jeg så hende ikke. Der gik lang tid. Da hun endelig blev fundet af min far, var hun helt opløst. Jeg bebrejdede mig selv. Jeg var en hård dommer. Jeg havde ikke passet på hende. Eller da jeg løb hjem fra skole, fordi jeg hørte en ambulance i det fjerne. Det var før mobiltelefonens tid. Jeg kunne ikke sidde der i uvished. Men denne gang var det ikke hende, der blev hentet. Om natten talte jeg i søvne om ambulancer, der kørte ned af et vandfald. Jeg ville helst ikke på fritidshjem og lege. Ville helst bare være hjemme og passe på min mor. Være en god pige, der gik ærinder for hende og fik ros af alle. Så var jeg i kontrol og følte mig som en god pige.
Så hvordan lærer vi at slippe en kontrol, der er så indgroet igennem hele vores barndom? En kontrol der føles livstruende at give slip på, fordi den dækker over dyb angst og skam?
Svaret er, at det tager tid...
Det kræver bevidst træning i nuet, hver gang kontrollen melder sig. Det kræver viljen og modet til at se angsten i øjnene. Men først at få øje på og erkende sin egen usunde kontroladfærd, da den er altid er blevet forsvaret, som en livsnødvendighed.
Svaret er mindfull bevidsthed ind i enhver situation, som trigger kontrollen i det voksne liv. Svaret er kærlig accept af sig selv med alt hvad det indebærer. Ikke at dømme sig selv, men at vise omsorg for den utryghed, der larmer i hele kroppen, og skaber en tornado af tanker i hovedet.
Svaret er dyb rolig vejrtrækning, da det vil sende et direkte signal til nervesystemet om at afblæse kamp-flugt responsen. Og her kommer vi tilbage til mit oplæg om nærvær. At træne nærvær med sig selv. Nærvær med vores krop. At kunne sidde i stilhed med følelsen hele vejen igennem det fysiske ubehag, indtil det transformerer sig.
Livets forunderlige magi kan ikke planlægges, men kun opleves, når vi tør lade det ske. Tør lade livet folde sig ud naturligt. Enhver kontrol kvæler livet.
De bedste stunder er altid dem, der bare opstår uventet, fordi vi giver slip og tør gå med energien. Det er ofte derfor mange har brug for at drikke sig en kæp i øret. For at slippe kontrollen for en aften og få en pause, så livet kan få lov at ske. Det føles bare meget bedre i ædru tilstand...
At give slip og få tillid til livet.
At handle fremfor at vente 🌿
...er vejen ud af medafhængighed #6